søndag den 6. januar 2013

Blød og syrlig

-er hvad min hjemmestrikkede sofapude er.

Min yndlingsfarve af dem alle er hidsig og syrlig limegrøn. Det har det været i mange år efterhånden. I nogle perioder nedtoner jeg farven, andre gange får den lov til at folde sig ud. Farven går igen i min garderobe og i min bolig. For den er altså bare smuk og sprød.

Jeg har strikket mig et sofapudebetræk i en syrlig limegrøn der matcher min uldplaid, der bor fast på sofaens armlæn, perfekt i farven. Jeg har ventet på, at falde over det helt rigtige garn i den helt rigtige farve længe. -og søreme om ikke jeg faldt over det i min lokale SuperBest på bud til blot ti danske gode kroner pr. nøgle. Garnet er en lækker blanding af uld og alpaka.

Puden forfra

Puden bagfra
Mønstret er lige ud af landevejen. Slå masker op så det færdige strik måler 50 cm. i bredden og så bare derudaf med snoninger. Jeg har strikket en lang rektangel som jeg har foldet om puden og syet sammen til sidst. Puden er lukket med knapper, så betrækket kan tages af og vaskes.

Sofa og pude klar til indtagelse
Jeg vil ønske os allesammen en skøn søndag!
Min bliver tilbragt i sofaen med benene oppe, varm the på kanden, god film i flimmerkassen og strikketøjet indenfor rækkevidde :)

lørdag den 5. januar 2013

Fremgang

Jeg strikker på livet løs på den smukke turkis cardigan.

Der er så meget godt i TV for tiden, det giver så meget god strikketid. :)

Det første ærme er tæt på færdigt

God weekend!

torsdag den 3. januar 2013

Mit første mysterium

Jeg har ofte set nogle af mine medstrikkere her i blogland melde sig til strikke-mysterier.

Nu har jeg selv kastet mig ud i et af slagsen og da jeg holder meget af at strikke strømper, var det ikke svært at beslutte hvilket mysterium jeg skulle give mig i kast med.


Jeg er også på Ravelry og det er her jeg har fundet mønstret. Måske du stadig kan nå, at være med hvis du har lyst. Opskriften finder du her :)

Første clue som blev frigivet den første dag i det nye år er allerede strikket og nu venter jeg spændt på det næste, det er overraskende sjovt at strikke noget man ikke rigtigt ved hvordan ender ud. Jeg tror at jeg har fat i den lange ende, da jeg strikker begge strømper på én gang. -jeg håber at jeg ikke skal lide af den berømte "second-sock-syndrome" sygdom i dette tilfælde. Nogle gange kan det nemlig godt knibe lidt med, at få sok nummer to af pindende :)

Strikker du også mysterier?

søndag den 30. december 2012

Nyt på mine pinde

Glædelig bagjul og godt nytår!
Sikke stille der dog har været her på kanalen.
Jeg har haft travlt med livet, det er jo ikke så tosset.

Jeg har især haft travlt med, at producere julegaver til mine kære. Hele 9 stk. blev det til i alt. Pyh! Der var lidt stress indover til sidst, men jeg nåede i mål i flot stil sent lillejuleaften.
Jeg har glemt at fotografere stort set alle gaverne, men mon ikke jeg får muligheden for at få et billede eller to før eller senere. Jeg tror det. Jeg vil i hvert fald gerne vise jer dem.

Jeg nyder, at have lidt ego-strik på mine pinde. Jeg er gået igang med en flot cardigan til mig selv i en smuk og sprød turkis farve. Trøjen er konstrueret ganske simpelt, rundt bærestykke og ærmer der bliver sat til inden indtagninger samt minimal montering. Blusen er fuld af forskellige og smukke hulmønstre hvilket gør den spændende at strikke.

Mønstret har jeg fra et gammelt tillæg til Hendes Verden, designet er Drops.

Så langt så godt.
Det er et langsommeligt strikketøj. Knapt 300 masker på pind 3½ tager sin tid. Men det er helt ok, jeg har jo ingen deadline.

Jeg vil ønske jer allesammen et godt nytår!

fredag den 9. november 2012

Hjemmegjort ulden glæde

Jeg tager forskud på at dele ulden glæde ud, der er nemlig endnu længe til jul.

Min søster har fødselsdag og hun skal begaves.

Jeg har strikket hende et dejligt stort og vamset sjal.
Sjalet er strikket i en mohairblanding og der er gået 150 gram til. Opskriften er enkel. Jeg slår 3 masker op, tager en maske ud i den sidste maske på alle retpinde. Når jeg har brugt halvdelen af garnet eller sjalet er halvdelen af den ønskede størrelse tager jeg ind. De sidste to masker strikkes sammen på alle retpinde. Meget meget simpelt. Sjalet er strikket på pind 7. Det giver et let og luftigt resultat som jeg rigtigt godt kan lide.
Her er et nærbillede af kvasterne. De gør underværker for sådan et simpelt stykke strik. Jeg har lavet disse ekstra store, da det vil falde i min søsters smag. Kvasterne har jeg pyntet med nogle rå træperler, de passer rigtigt fint til garnet syntes jeg. Farven er slet ikke gengivet spor korrekt, den er en smuk og varm brun.
Et par strømper er det også blevet til. Sådan et par falder altid i god jord. Disse er måske lige en tand for farvestrålende til min smag, men min søster vil være vild med dem. -og det er jo det vigtigste når det nu er hende der skal gå med dem.
MEN! Der er noget der undrer mig. Strømperne er strikket på samme nummer pinde og de er strikket lige efter hinanden. Og så ser de så forskellige ud! ?? Om jeg begriber det. Har I andre også oplevet det? Det irriterer lidt mit øje, det må jeg indrømme selvom de jo ikke varmer mindre af den grund.

Jeg ønsker os allesammen en rigtig skøn weekend.

Mine yndlings-strikke-fyre.

Arne og Carlos var i morges i Godmorgen TV. Jeg er vild med de to gutter. Deres smilende og uhøjtidelige tilgang til tingene og ikke mindst de fine ting de strikker.

Jeg er en passioneret strikker af rang, jeg elsker simpelthen at strikke. Hvis man som jeg har lidt rigeligt med lopper i lommen til tider, så er det en dejlig måde at få lidt ro på. At man så derudover kan trylle smukke og lune ting frem samtidig er blot endnu et plus.

Jeg er i fuld gang med at frembringe julegaver til familie og venner, og jeg har faktisk lidt småtravlt. Jeg viser gerne frem når jeg har researchet lidt på hvor stor risiko der er for, at modtagerne kigger med her. Overraskelsens glæde skal meget gerne forblive intakt.

Jeg vil ønske os allesammen en dejlig fredag og en skøn weekend.

søndag den 4. november 2012

Nå men...

-så skete der ligesom ikke rigtigt mere her i Smilehullet.

Men det er skiseme da svært lige at lure hvordan man skal starte med at blogge.

Jeg kunne skrive lidt om hvad jeg er for en fidus, for at vi ligesom kan lære hinanden lidt at kende. Men er sådan noget interessant læsning for jer? Bliver det bare navlepilleri?

Hvad gjorde I?

Èn ting har jeg dog styr på, det er søndag og solen skinner!

Jeg er den der er strøget!

Ud i det smukke efterårsvejr!
Der skal tankes god energi og D Vitaminer.

Ha' en rigtig dejlig søndag derude.